Som helt ny Dostojevskij-læser kastede jeg mig over Onde Ånder der er udgivet 1871-72 og er baseret på politiske begivenheder med et revolutionært islæt. Sideløbende læste jeg også Forbrydelse og straf fra 1866. Sidstnævnte roman var det værk som Dostojevskij fik sit gennembrud med.

I 1849 blev Dostojevskij dømt til døden for at have deltaget i nogle socialistiske diskussioner, og de næste 9 år tilbragte han i Sibirien efter at være blevet benådet lige før henrettelsen! Da han kom tilbage til Skt. Petersborg begyndte han for alvor at skrive, og så begyndte alle de store klassiske romaner at drysse ud af ærmet, her kan nævnes nogle få: Forbrydelse og straf fra 1866, Idioten, Onde Ånder udgivet i 1871-72 & Brødrene Karamazov fra 1879-80.

Onde Ånder er Dostojevskijs mest ideologiske roman, han så den selv som et opgør med terrorisme, nihilisme, socialisme og de revolutionære ideer. I romanen myldrer et kæmpe persongalleri omkring, og ofte har de forskellige figurer op til flere forskellige navne – så det er sin sag at holde hovedet koldt. Men læseren bliver flerfoldigt belønnet, for romanen har en fantastisk historie.

Bagmanden for de revolutionære, Pjotr Verkhovénskij, forsøger at bruge charmøren Stavrogin som instrument i hans ideologiske togt. Stavrogin der har et godt tag på kvinder, men et noget dårligere tag på sig selv og sit liv lader sig dog ikke tæmme. Historien i Onde Ånder kredser omkring Stavrogin og hans familie, samt Pjotr og alle hans ”underdanige” – det er et stort spil hvor de svage tiltrækkes af de mere stærke personligheder. Læs selv romanen og find ud af hvad det revolutionære går ud på, hvem Stavrogin i virkeligheden er, hvilken hemmelighed det er han bærer på, og hvad der siden sker med alle personerne i løbet af romanen.

Man kan i alt arbejde og læsning af litteratur set værket med forskellige briller på, og kan som læser forsøge sig med læsninger hvor man anskuer romaner eller andre værker fra forskellige vinkler. Det giver et meget broget billede men et stort perspektiv på litteraturen.

Det er meget givende at sammenligne forskellige forfattere med hinanden, og da jeg er ved at specialisere mig i Charles Dickens er det naturligt for mig at holde Dickens op overfor den store russiske forfatter. Den store engelske forfatter var nemlig et af Dostojevskijs forbilleder og en af hans mange inspirationskilder. Til det formål har jeg læst romanen David Copperfield på knap 900 sider som jeg sammenligner med Onde Ånder. Sagen er nemlig at Dostojevskij lod sig inspirere af Steerforth-figuren fra David Copperfield og byggede videre på ham i Stavrogin-figuren fra Onde Ånder.

Begge figurer, Stavrogin og Steerforth, er utrolig charmerende og galante uadtil. De tiltrækker kvinder på stribe og mænd ser op til dem. Begge udnytter de den magt de har over andre mennesker, blot på hver sin måde. Stavrogin lever i et samfund hvor man har brug for revolutionære helte, og sådan udfylder han sin rolle indtil han vælger at stå af ræset.

Dickens egen figur Steerforth ”kidnapper” en ung uskyldig kvinde, Emily, spolerer hendes gode, blide rygte, udnytter hende og bliver derpå træt af hende. Steerforth har nemlig ikke bedre at tage sig til, derimod er det nemmere for Stavrogin – rollen som revolutionær leder står klar i kulissen.

Romanerne har utrolig mange passager der minder om hinanden, og de to figurer har mange ligheder så det vil være naivt at påstå at Dostojevskij ikke har ladet sig inspirere af Dickens. Sammenligningen er utrolig spændende, især fordi de to figurer er fascinerende og deres roller i deres respektive romaner er noget nær ens. Jeg kan varmt anbefale at man læser både David Copperfield og Onde Ånder.

I 2003 udkom Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf i en nyoversættelse på dansk, og det er igen oversætteren Jan Hansen der har været på spil! Det kan de danske læsere være glade for. Jan Hansen sørger jo altså i samarbejde med forlaget Rosinante for at vi danskere kan forlyste os med danske oversættelser af ældre russiske klassikere. Bogen kan købes hos din boghandler til 399 kroner – og så kan du ellers begynde at tygge dig gennem de 678 sider! Jan Hansen har klaret oversættelsen fra russisk til et godt sprogligt dansk, rigtig fint - sproget er levende og læsevenligt. Nu kan endnu flere danskere stifte bekendtskab med den store russiske forfatter Dostojevskij.

Forbrydelse og straf er delt op i seks dele, foruden en epilog. Man bør selv læse bogen, men kort fortalt er det en fascinerende historie om Rodion Raskolnikov, en fortvivlet og desperat ung mand der har droppet sine studier og nu er på randen af fattigdom. Han har planlagt mordet på en gammel hæslig og ond pantelånerske som verden sagtens kan være foruden, og i starten gør han sig mange tanker omkring dette mord. Han beslutter sig for at begå mordet og resten af bogen handler om hvordan han hjemsøges af mordet, og ved sine forsøg på at virke uskyldig gør han sig selv mere skade end gavn.

Jeg må indrømme at jeg sagtens kan være Raskolnikovs mange moralske overvejelser foruden, men opbygningen af historien, medløber-historierne og de medfølgende skæbner gør læsningen til en paradisisk tilstand. Dostojevskij er noget enhver læser bør stifte bekendtskab med, for det første er det klassisk litteratur, men det er også fortællekunst der vil noget.

Forbrydelse og straf ikke harmonisk læsning som man som læser sidder og smiler fornøjet til, men derimod handler det tematisk om fattigdom, mennesker på grænsen af acceptabel eksistens, og grusomme skildringer af de mørkeste steder i den menneskelige bevidsthed – men gud hvor er det fabelagtigt!

Den russiske klassiker byder blandt andet på den mest grusomme scene jeg nogensinde har læst - jeg skal gerne indrømme at jeg var på grådens rand - men er det ikke også det som forfattere skal kunnne - bringe deres læser i følelsernes vold?. Hvis du spørger mig er det noget af det ypperste bøger kan, og bør gøre. Læs romanen og læs mere af Hr. Dosto - han er det hele værd! Og mit ordsprog er: "2 skefulde klassiker om dagen holder dig levende hele livet”.

Forbrydelse og straf er sindsoprivende grusom læsning, med fattigdom, lidelse, smerte og lidenskaber i centrum - det er så nakkehårene rejser sig! Når man har læst Dostojevskij skal man sunde sig, man skal tænke efter, og irriterende nok kan man altså ikke bare lige ryste historierne af sig! De bliver hængende som hundehår, og man kommer igen og igen i tanke om en lille scene, et dilemma eller en skildring af en figur fra persongalleriet. Ham Dostojevskij bliver siddende på nethinden som pollen klæber til forårs og sommer landskabet!

Man skal som læser gøre sig helt klart at det er meget anderledes at læse russisk litteratur – det er ikke som klassikere fra vesten – glem alt om Goethe, Dumas og Martin A. Hansen – det her er Dostojevskij. Det russiske åg gør at det er nogle helt andre ting der er på spil. Det russiske folk har en helt anden mentalitet, en totalt modsætningsfyldt kultur og helt andre værdinormer der værdsætter. Så man skal lige vænne sig til at de store romaner vil, og kan, noget helt nyt.