Storbypigens BibelRetur til Artikel oversigten
Skrevet af:
Julie Arndrup
Vågnede du i morges og var fed? Stinker dit arbejde, og har din kæreste droppet dig til fordel for en tårnhøj blondine? Bare rolig, du er ikke alene!

Chick litt inviterer dig indenfor i de frustrerede kvinders mekka, hvor de rette sko kan redde din dag, og en selvironisk distance får det hele til at se lidt lettere ud.

I godt 10 år har chick litt som genre defineret den småneurotiske, forvirrede, til tider pinlige kvinde omkring de 30, og vi har defineret genren. Det hele startede med chick litt´ens Grand Old Lady, Bridget Jones, der opstod i forfatteren Helen Fieldings daglige klumme i avisen The Independent i 1997-98. Bridget ramte en tone i tiden, og tusindvis at kvinder verden over kunne nemt identificere sig selv med den klodsede antiheltinde og hendes evige jagt efter lykke. Og lykke vil her sige : Den Eneste Ene, det perfekte job, den perfekte krop og det store hvide bryllup, som en manifestation af det hele.

Helen Fieldings klummer blev til en bog, siden to, og i skrivende stund kan man læse tredje omgang af Bridgets liv på avisens hjemmeside hver torsdag. Nogenlunde samtidig skrev Candace Bushnell sin klumme i The New Yorker, der hurtigt blev til kæmpesuccess´en, tv serien Sex and The City. Og derfra er det kun gået fremad for genren.

Man kan dele chick litt´en op i forskellige livsfaser, som også passer til læseren. Der er alle bøgerne om kvinder i 20´erne, som søger kærligheden og kæmper med at finde deres rette hylde i livet. En hel del af disse titler har også kroppen og den evige kamp med/imod den som omdrejningspunkt. Så er der kvinderne i 30´erne, som er en lille smule mindre forvirrede, og tit har ret fede jobs, men som stadig ikke har helt styr på det med mændene. Og til sidst er der kommet en del gode titler om kvinder, der har landet den rette mand, har haft deres drømmebryllup og fået et par børn, men som ikke af den grund er blevet mindre forvirrede. Påfaldende nok arbejder langt de fleste af heltinderne indenfor forlagsbranchen, som journalister eller med reklame. Måske fordi mange af forfatterne selv kommer fra disse områder?

Derudover kan man dele chick litt´en op rent geografisk. Der er stor forskel på den amerikanske, dér som det meste amerikanske gør, virker mere glittet og pænere. Den engelske minder klart mere om danske forhold, selv om der stadig er et andet kønsrollemønster og flere hjemmegående mødre. Derudover er der overraskende mange irske forfattere, som jeg personligt synes har en humor og et livssyn, der minder meget om det danske.

Man kan med rette hævde, at chick litt har en hel del tilfælles med triviallitteraturen. Emnet er kærlighed, og løsningen er tilsyneladende altid at blive godt gift, eller endog frelst-gift. Af samme grund har mere feministisk tænkende kvinder også langet kraftigt ud efter genren, og hele det billede den danner af, at en kvinde ikke kan blive lykkelig uden en mand. Mange af hovedpersonerne i de forskellige udgivelser bliver udlagt som uintelligente, fjollede og hysteriske, men her er min mening den, at underholdning er underholdning, og måske skal man ikke altid tage alting så alvorligt. Og hvis man virkelig går ind for søstersolidaritet, må man også acceptere, at nogen af os rent faktisk synes, sko og mænd er virkelig rare ting at have i nærheden.

Danske forfattere er også hoppet på bølgen, med Nynnes Dagbog af Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard som det fineste eksempel. Også denne udgivelse startede som en avisklumme, denne gang i Politiken, og er efterfølgende blevet til både tre bøger, en film og en serie. Nynne har i det hele taget mange ting tilfælles med Bridget, bortset fra at Nynne, som den mere danske end engelske kvinde hun er, også får to børn undervejs og naturligvis med to forskellige mænd. Hvilket ikke mindsker mulighederne for forvirring og frustration. Andre danske eksempler er Camilla Stockmanns Nyforelskelse og andre cykelstyrt, og emailkorrespondance-romanen Michael Laudrups tænder af Maise Njor og Camilla Stockmann.

Kvaliteten af de mange forskellige titler er utrolig svingende. Mens de bedste kan tryllebinde og underholde rigtig godt, så er der også en del, som man kan formode, kun er blevet udgivet, fordi genren sælger så godt, som den gør. Personligt tror jeg, at den traditionelle chick litts dage er talte. Som med alt andet ændrer den sig og former sig efter den tid, den er en del af, og jeg synes, det virker, som om folk gerne vil identificere sig med en lidt anden type forbilleder nu. Kvinder med lidt mere styr på tingene, lidt mindre forvirrede. Stadig vilde med sko og mænd, men ikke helt så pinlige i hverdagen. Som om vi nu endelig har accepteret, at vi godt kan finde en mellemvej, og ikke enten behøver være Superkvinden, der overkommer alt, eller antiheltinden, som ikke har styr på en hujende fis.

Mine Favoritter

Den første chick litt-bog jeg nogensinde læste, var overraskende nok ikke Bridget Jones´ dagbog, men derimod Sushi for begyndere af Marian Keyes. Den fandt jeg så underholdende, at jeg begyndte at lede efter titler, der mindede om den, og således endte jeg med endelig at få læst Bridget, flere år efter alle andre. Marian Keyes og Helen Fielding er to af mine yndlingsforfattere inden for genren, fordi jeg synes, de begge mestrer den kunst, det er, at gøre deres litterære heltinder elskelige. Man kan diskutere den litterære kvalitet af begges forfatterskab, og af hele genren som sådan, men faktum er, at oftest sidder læseren tilbage med en følelse af at måtte tage afsked med en nær ven, når bogen er slut. I disse dage er det jo så populært med kanon´er, og derfor kommer her min:

Julies chick litt Kanon

Helen Fielding: Bridget Jones´ dagbog.

Vi følger Bridget, en godt 30-årig kvinde, hvis liv består af op- og nedture, som de flestes. Måske lidt flere nedture. Bridget fører dagbog og starter med sine nytårsforsætter, som inkluderer, at hun vil holde op med at ryge, ikke drikke mere end 14 genstande om ugen, og formindske omfanget af sine lår med otte centimeter. Fire på hvert. Og så er scenen sat. Bridget døjer med venner, mænd, forældre, samt arbejde, og hendes underholdende beretninger og betragtninger vil vække genkendelse blandt mange kvinder. Bogen er efterfulgt af en to´er, og begge er filmatiserede. Den første med mest held hvis man spørger mig. Bridget Jones´dagbog er helt klart en klassiker inden for genren, og måske for sin tid generelt. Helen Fielding har skrevet flere andre bøger, blandt andet Olivia Joules hyperaktive fantasi og En stjernesag, men ingen har opnået samme popularitet som Bridget Jones´ dagbog.

Marian Keyes

Keyes repræsenterer den irske gren af Chick litt´en på fornemmeste vis. Det er rendyrket underholdning, selv om enkelte af hendes titler naturligvis er bedre end andre. Sushi for begyndere var den første, der blev oversat til dansk, og den vil altid være en af mine favoritter.

Romanen handler om Lisa, der bliver forflyttet til Dublin for at opstarte et helt nyt ugeblad. Her får hun et kulturchok, samtidig med at hun kæmper med diverse hændelser i sin fortid. Som modspil til Lisa møder vi den lokale Ashling og hendes veninde Clodagh, som hver især repræsenterer den usikre og forvirrede, og den frustrerede hjemmegående. Så der er lidt for enhver smag, og sammensætningen sætter fokus på en masse centrale spørgsmål i en kvindes liv. Hvorfor går livet ikke som man forventer, og hvad stiller man så op med det? Keyes har udgivet en del bøger efterhånden, hvoraf mange er oversat til dansk. Læs anmeldelserne af Vandmelonen og Tre sider af samme sag her på www.bookworm.dk

Sophie Kinsella

En af mine absolutte yndlinge. Købte helt tilfældigt En shopaholics hemmelige drømmeverden en tilfældig lørdag i Magasin. Fordi forsiden så, så tiltrækkende ud. Og endte med at læse den i et stræk på fire timer, fra jeg gik i seng og til midt om natten. Lå i mørket og fnisede, og et ubrydeligt bånd var skabt. Den velmenende, men ofte misforståede heltinde Rebecca Bloomwood, arbejder som journalist på et økonomisk tidsskrift, alt imens hendes egen økonomi er helt ude i hampen. Hun shopper helt over gevind, og dulmer al utilfredshed med sit liv gennem nye indkøb. Feminister vil hade denne roman, og kalde Rebecca for både dum og uintelligent. Jeg synes, hun er sød, men ret uheldig og alt for tit misforstået. Selvfølgelig vinder hun både den lækre mand og det fedeste job i sidste ende, og der er lagt op til nye shopping-eventyr i de, indtil videre tre efterfølgende titler om Shopaholic´en. Du kan læse anmeldelsen af Shopaholic og søster andetsteds på www.bookworm.dk Kinsella har også udgivet andre titler på dansk, senest Mine hemmeligheder, som også er en sjov og varm historie, om en kvinde der kommer så grueligt galt af sted, men vokser med opgaven, og kommer større og lykkeligere ud på den anden side.

Jennifer Weiner

Endnu en tidligere klummeskribent som sprang ud som forfatter. Jennifer Weiners først bog på dansk er God i sengen, og handler om Cannie og hendes problemer med ekskæreste og vægt. Og med ekskærestens avisklumme om Cannies vægt. Det er en sympatisk og varm historie, med en slutning jeg altid vil elske. I det hele taget vil jeg fremhæve Weiner som en af de bedste. Hun har også vist en sjælden evne til at udvikle både sit forfatterskab og sine heltinder. Således er hendes sidste bog på dansk, Små jordskælv, historien om fire meget forskellige kvinder, der mødes i forbindelse med deres første barn. Her udvikler forfatteren og hendes historier sig altså i takt med læseren, som måske også selv er blevet de år ældre, er et andet sted i sit liv, og dermed gerne vil læse om noget, der relaterer til det. Weiner har en humor og en selvironi, der minder meget om den europæiske, og hendes bøger er velskrevne og vedkommende. I dine sko er filmatiseret, og er også en læsning værd. Læs desuden anmeldelsen af Goodnight nobody fra 2005.

Lisa Jewell

Endnu en forfatter der er værd at nævne. På dansk har hun senest udgivet Vince og Joy, som er en skæg og finurlig historie, der strækker sig over mange år i to menneskers liv. Derudover kan nævnes Ingenogtredive, som er en sød og sjov historie om kærlighed, der ligger lige for næsen af en, om eks´er og om livets snørklede veje. Lisa Jewell har udgivet flere bøger, der endnu ikke er oversat til dansk.

Jane Green

Ikke helt så stor herhjemme, men en af de store chick litt-forfattere i USA. På dansk kan nævnes Elsker – Elsker ikke, Kærlighed og Venskab og Helt ærligt – Omkring de tredive. Men læser man gerne på engelsk, har Jane Green udgivet rigtig mange bøger.

One hit wonders

Der er også en række one hit wonders, som jeg holder meget af. For eksempel Louise Bagshawes Venusmisundelse, Isabel Wolffs Dårlig opførsel, India Knights Mit liv på et fad, Sabine Durrants Maggies mageløse verden, og Allison Pearsons Kvinde på spring. De tre sidstnævnte har alle hovedpersoner som oven i karriere, kvindelighed og mænd, også slås med moderskabets tveæggede sværd. Der findes mange flere forfattere at vælge imellem, og har man lyst til at læse på originalsproget, så findes der endnu flere på engelsk, som endnu ikke er oversat.

Inspiration og links

Inspiration til nye udgivelser og information om hvad der rør sig, kan med stor succes hentes på følgende hjemmesider om chick lit:

www.chicklit.co.uk

www.chicklit.us

www.chicklit.com

www.chicklitbooks.com

www.authorsontheweb.com

Søger man på google på forfatternes navne, vil man opdage, at rigtig mange af dem har egne hjemmesider, nogle har endda weblogs, hvor de jævnligt skriver om deres private liv, og om de nye udgivelser de arbejder på. Flere af dem serverer også hele kapitler eller lange uddrag af alle deres tidligere titler, såvel som den de arbejder på her og nu. Se for eksempel Jennifer Weiners på jenniferweiner.blogspot.com og Lisa Jewells på www.lisa-jewell.co.uk