FAKTA

Født i København, 1959
Bor i København
Uddannet akrobat 1977-78
Cand.phil. i Nordisk filologi, 1986
Forfatterdebut i 1998

Og den er god nok. Ved siden af min bogreol, og lige over min sorte læder-læsestol, hænger en plakat i mørke farver, indrammet i en sort ramme. Plakaten som er aflang og ikke bredere end 30 centimeter, var jeg så heldig at blive den lykkelige ejer af da jeg arbejdede hos Gad. Et reklamefremstød for romanen Træer sår sig selv. Udgivet på People’s Press. Iselin er iført en Wolford bluse i sort og hvid, og med sit mørke, krøllede hår og store mørke øjne ligner hun det, hun er: En lidt aristokratisk og forførende forfatterinde, som med sit sprog har forført mig til at læse alle de voksenbøger hun har udgivet.

Mit bekendtskab med denne smukke forfatterinde startede ellers ikke ved begyndelsen. En dag fandt jeg den lidt anonymt udseende roman Dampe blandt læseeksemplarerne på hylden i Gads frokoststue. Den var så fin og enkel i sit layout og det grå genbrugsomslag. Bagside-omtalen tiltalte mig, og den røg en tur med hjem på natbordet, hvor den åbnede for en verden af forunderligt, stille sprog, og en fantastisk fortælling. Det var Iselin Hermanns tredje roman, og jeg måtte straks bakke tilbage i forfatterskabet og starte fra debuten. Så tag med mig, på en rejse i et forfatterskab der starter med brevromanen Prioritaire.

I 1998 debuterede Iselin Hermann i en relativ sen alder, 38 år, med en roman i den klassiske genre, brevromanen. Titlen er Prioritaire og handler om en romantisk, og til tider meget sensuel, brevudveksling mellem to for hinanden ubekendte mennesker, den semi-danske kvinde Delphine Hav og den franske maler Jean Luc Foreur. Delphine har set et af Foreurs maleri og skriver derfor en slags fanbrev til ham. En lang og hed korrespondance indledes, en forelskelse fødes og kulminerer med en aftale om at mødes, selvom Jean er en gift mand. Det lyder måske banalt, men det er gribende, det er sanseligt sensuelt, ja man bliver som forelsket selv. Og slutningen er ikke af den romantiske slags. Tværtimod.

Romanen blev en stor succes, både hos anmeldere og læsere. Det understreges af at romanen er solgt til udgivelse i ikke færre end 18 lande. Det kan man kalde en debut der vil noget! Og det er sandt at sige også et helt mesterværk. En af den slags romaner man sluger i et væk, som en æske med udsøgte chokolader. Blød og lækker. Og med en god eftersmag af mere.

Banen var således kridtet op for nye udgivelser, og hvad gør hun så, forfatterinden. Hun udgiver såmænd en børnebog. Kongen af Sydspanien og hele balladen, i 1999.

Bogen, som så jeg ikke har læst, skulle efter sigende være en munter historie om kong Guzman og dronning Diamante, og følgerne af deres forhold, skrevet i bedste operettestil.

Herefter følger tre nye børnebøger, alle om drengen Vilmer og ildnisserne, og det er en af Iselins tre sønner, Vesle, der har illustreret bøgerne. Og det med moderskabet til tre sønner kan jo være en del af forklaringen på, hvorfor der kom børnebøger og ikke voksenbøger fra Iselins hånd efter den succesfulde roman-debut.

Men så i 2002 skete der noget. Efter et fem måneder langt studieophold i Damaskus, begavede Iselin Hermann de voksne læsere med den eksotiske roman Der hvor månen ligger ned.

Med romanen lykkes det endnu engang Iselin Hermann at krybe ind under huden, ja helt ind i hjertet på en forelsket kvinde, samtidig med at hun giver et fabelagtigt portræt af en fremmed kultur.

Den amerikanske, men syrisk-fødte, journalist er taget til Damaskus for at finde tilbage til sine rødder, selvom hun dermed må give afkald på et kærlighedsforhold til en jødisk mand i USA. I Damaskus møder hun ny kærlighed, ny inderlighed hos to syriske, og på hver sin måde, eksotiske mænd.

Handlingen lyder igen banal, men holdes oppe af at fortællervinklen skifter mellem seks personer: den kvindelig journalist, hendes mor, hendes far, hendes amerikanske eks-kæreste Isak, den syriske mand som hun indleder et forhold til, og den syriske musiker hun ligeledes har et forhold til, og som det viser sig at hun deler en væsentlig fortid sammen med. Det giver en spændende komposition for romanen, som glider ned lige så hurtigt som Prioritaire gjorde. Og med samme gode eftersmag.

Året efter, i 2003, kom så romanen Dampe, som skulle blive min indgang til forfatterskabet.

Nu er det en mand der har hovedrollen. En skolelærer ved navn Jacob, som bosætter sig så østligt man kan komme i Danmark, nemlig på Christiansø. Også han har et brudt kærlighedsforhold bag sig. Men det spøger på Christiansø, eller rettere i den bolig Jacob er flyttet ind i. Om natten opsøges Jacob af en herre med navn J.J. Dampe, som var fængslet på Christiansø i 14 år tilbage i 1800-tallet, fordi han udfordrede datidens enevælde.

De to mænds skæbner og respektive historier flettes ind i en fantastisk, gribende og fin fortælling om indespærring, kærlighed og værdighed. Historien om Dampe er sandfærdig, mens de øvrige personer i romanen er fiktive. Igen har Iselin Hermann foretaget en grundig research forud for en romans tilblivelse. Det imponerer mig dybt.

I 2004 udkom den foreløbig sidste af Iselin Hermanns romaner: Træer sår sig selv, som er bygget på forfatterindens erindringer som feriebarn på bedsteforældrenes gård.

Fortællingen summer af sansefulde og -mættende beretninger, lige fra beskrivelsen af kokkepigen Nea ”der dufter sødt af vanilje og grydesmør”, fra en tid hvor der fandtes kokkepiger, og vi er kun tilbage i 60’erne!, og til beundringen og forundringen over mormoderens eksotiske indkøb hos den slags købmand hvor man fik en manuel og personlig betjening : ”brændte mandler, tørrede svesker, mørkristet java, syltede ingefær…..”. At kunne beskrive verdenen set fra lillepige-højde er en bedrift som vækker stor beundring hos mig. Der er noget uskyldigt og noget meget sansefuldt over det. Den danske forfatter Laila Ingrid Rasmussen mestrer samme kunst, læs blot hendes novellesamling Tordenkaffe.

Vi er ved at nå til vejs ende i denne Tour de Hermann. Men jeg vil gerne opsummere hvad det er der gør hende så fantastisk en forfatter i mine øjne. For det første er der sproget. Det mestrer hun som kun de bedste, og her tænker jeg på Katrine Guldager, Ida Jessen og Dorrit Willumsen. Læs blot denne lille passage: ”Én ting er at lære et sprog, noget ganske andet at bevæge sig i det. Lige nu er jeg træt på alle sprog og drømmer sprogløst” (Der hvor månen ligger ned, side 114).

For det andet er der en tone af længsel i alle hendes romaner. Længslen efter den elskede, længslen efter friheden, længslen efter forløsningen, længslen efter fortiden. Måske man skal have længslen som en iboende kraft for at elske Iselin Hermanns romaner. Men det er lige hvad jeg gør. Elsker hvert et ord der kommer fra hende. Og jeg længes! Efter nye romaner. Efter nye nydelser. Kom nu, Iselin. Bare én mere...

Kilde: Forfatterwebs portræt af Iselin Hermann, udarbejdet af cand.mag. Christa Leve Poulsen, senest opdateret juli 2005. En udskrift kan bestilles via dit lokale bibliotek.