Bogmessen i Forum i den forgangne weekend er den første jeg har dækket. Jeg havde ikke rigtig nogen idé om, hvor stort det egentligt var, bortset fra at selve programmet tog rigtig lang tid at læse igennem. Og at det tog så lang tid skyldtes at Bogforum i år slog rekord med mere end over 600 arrangementer, hvilket fylder en hel del i skreven tilstand. Faktisk er programmet på 34 sider. Det er godt nok inklusiv reklamer, men jeg var alligevel rimelig imponeret. Jeg var også overrasket over hvor bredt programmet spændte, virkelig noget for en hver smag og aldersgruppe.

Selvom jeg er vild med bøger så var jeg ikke kun kommet for fornøjelsens skyld, så jeg ofrede mig og startede lørdag eftermiddag i presserummet, hvor jeg med en kop kakao slængede mig i en af de røde lædersofaer og fik læst programmet igennem en gang til. Det var en god idé, for jeg var faktisk kommet tidligere end mit oprindelige program startede, så jeg fik set nogle foredrag jeg ellers ikke havde skrevet på min liste.

Jeg gik nemlig over Under Uret hvor kokken, kogebogsforfatteren og i mine øjne charmøren Nikolaj Kirk præsenterede sin nye bog Fisk der er udgivet på Politikens Forlag. Han kom forpustet om på scenen i et rødspætte-kostume, og allerede der fangede han det store publikum. Han startede nærmest som stand-up-komiker med at høre om vi vidste hvordan man får fisk til at grine. Det kunne ingen svare på, men man skal bare hælde kildevand ud over dem! Nikolaj fortsatte i et hæsblæsende tempo der kunne sammenlignes med Søren Gerickes, men som virkelig holdt publikum fanget. Og samtidig med at vi som publikum grinede meget af ham, så formåede han virkelig at formidle et budskab: Nærhed til råvarerne. Alt i alt 20 meget underholdende minutter.

Næste punkt i programmet var hos Munksgaard hvor jeg skulle høre Jane Verity tale om sin nye bog Genantænd livsgnisten, der handler om hvordan man kan få bedre forståelse for den demente. Jeg havde virkelig set frem til dette da Jane Verity er en af de tunge damer inden for ergoterapien hvor jeg selv arbejder. Der var kun et lille publikum, men det er også meget specifikt hvem bogen henvender sig til, nemlig faggrupper i sundhedssektoren samt pårørende til demente. Jane Verity har selv haft demens tæt inde på livet da hendes mor levede med det i 11 år, og moren er meget synlig i bogen, samt på forsiden. Jane holdt et oplæg der virkelig var lærerigt og inspirerende. Hun tog fat på mangt og meget, blandt andet nogle af de gængse myter og opfattelser om demente, samt de fire stadier i demens. Men selvom jeg sad og tog fire siders noter så er det jeg husker bedst, da hun meget bevidst tog en farverig klovneparyk på, for mennesket husker lettere visuelt. Det blev jeg selv bevis på.

Mit næste foredrag bragte mig til Tranescenen hvor Gyldendal holdt til. Da jeg læste i programmet at Maise Njor og Camilla Stockmann skulle interviewes af Lasse Rimmer om deres bog Michael Laudrups tænder, var der ingen tvivl om at jeg skulle se det. Jeg havde i sommers fornøjelsen af at anmelde bogen for bookworm.dk, hvor den fik seks ud af seks bogorme, og det er helt forståeligt at den har solgt over 10.000 ekemplarer. Som en lille bonus var det Lasse Rimmer der interviewede de to forfatterinder, og det gjorde det helt sikkert lidt sjovere. Det blev et underholdende interview krydret med Lasse Rimmers små sjove bemærkninger, hvor de blandt andet snakkede om hvordan det var, for deres familie og venner lige pludselig at kunne læse om sig selv, hvilket alle havde taget pænt. Men sådan er det at være ven af en skribent, man kan ikke vide sig helt sikker. Selvfølgelig blev Michael Laudrup nævnt eftersom han om end ufrivilligt har lagt navn til bogen. De to forfattere fortalte at de havde sendt det første eksemplar til ham, og hvis de mødte ham ville de undskylde. Michael Laudrup er jo normalt en mand man hylder, hvilket de også selv hævder at gøre, men de tillod sig altså alligevel at skrive om det eneste utiltalende ved ellers perfekte Michael. Forfatterinderne blev også stillet spørgsmålet om hvorvidt der kommer en opfølger, hvilket de ikke har planer om. Det begrundede de med at de er blevet bedre til at mødes og kender også hinanden nu, så den nysgerrighed der startede mailkorrespondancen er nu erstattet at et kendskab til hinanden. De mener ikke at man kan skrive med en tæt veninde, da det bliver for internt. Men hvis man ønsker at læse om et nyt venskab mellem to der ikke kender hinanen så kan jeg kun anbefale Michael Laudrups tænder.

Fra let læst mailkorresondance gik jeg videre til Aschehougs stand hvor Ide Hejlskov snakkede med forfatteren Liz Jensen. Hun har skrevet den psykologiske spændingsroman Louis Drax´ niende liv som jeg også har anmeldt for bookworm.dk. Interviwet forgik på dansk og engelsk, for selvom Liz Jensen har en dansk far, så er hun opvokset i England. Hun har dog stadig forbindelse til Danmark, hun er nemlig kæreste med forfatteren og journalisten Carsten Jensen. Hun startede med at fortælle at grundhistoren i romanen faktisk er taget fra hendes egen familie. Hendes bedstemor tog sine fire børn med på skovtur i et bjergområde. Desværre kom hun op at skændes med den ældste, der gik fra dem. Han forsvandt efter skænderiet, men moren tog ud og ledte efter ham. Næste dag fandt man hende død på bunden af en klippe. Det blev aldrig opklaret, hvorvidt det var selvmord. Så på ganske kort tid mistede Liz´ mor både sin mor og bror. Liz fortalte videre at det slet ikke kunne undgå at arbejde sig ind i historien. Der blev snakket om at Liz Jensen er blevet sammenlignet med forfatteren Edgar Allan Poe på grund af hendes mørke univers, men hun mener selv at han var mere grotesk. Til sidst snakkede de om at Louis Drax´ niende liv skal filmatiseres af Miramax, hvilket jeg personlig tror bliver en suveræn film. Men indtil da kan jeg anbefale bogen.

Jeg sluttede dagen af med at blive lokket med hen Under Uret hvor Tina Bilsbo interviewede Ole Henriksen. Jeg har aldrig været specielt stor fan af ham så jeg var lidt skeptisk. Men min skepsis blev gjort til skamme, og faktisk kunne jeg godt finde på at læse hans nye bog Forny dig selv.

Søndagen startede ved Tranescenen hvor de to stand-up-komikere Thomas Wivel og Poul Erik Carstensen trak stort publikum til. De har netop udgivet bøgerne Hvad enhver mand bør vide om kvinder samt Hvad enhver kvinde bør vide om mænd der der gerne skal give mænd/kvinder lidt mere indblik i det modsatte køn. De 20 minutter blev fyldt ud af den tone der normalt kendetegner de to herrer, så der var godt med platte, og grove, men også sjove bemærkninger. De mener blandt andet at det er nemmere at finde Osamar Bin Laden end kvinders g-punkt. Alt i alt var det utroligt underholdende, men jeg vil ikke skrive mere der fra da det morsomme ofte går af når det skal genfortælles, og måske er det ikke alle der har en lige så plat humor som jeg selv.

Næste arrangement på min liste var Under uret hvor Dorthe Nors sammen med redaktør Torben Madsen ville tale om sin nyeste roman Ann Lie. Jeg havde valgt dette arrangement da jeg selv har læst romanen, men det var meget svært at anmelde denne da jeg simplethen ikke kunne finde ud af hvad jeg egentlig mente om udgivelsen. Romanen handler om Ann Lie på 19 år, og skildrer tre måneder af hendes liv. Dorthe Nor har tidligere skrevet to romaner med et voldsomt hårdt psykologisk indhold, og hun ville prøve at skrive en roman der ikke havde det samme høje tempo. Faktisk går tiden meget langsom i Ann Lie hvilket som sagt er meget bevidst. Generelt sker der ikke meget i romanen og man skal noget ind i bogen for at vide at den handler om sorg. Torben Madsen nævner et interview forfatteren havde givet til Politiken, hvor hun fortæller at nogle læsere havde reageret med at græde over romanen. Dorthe svarede at hun gerne vil have folk til at reagere, til at græde, for en bog skal ikke kun berøre én så man bliver glad. De 20 minutter gik virkelig hurtigt, men jeg var så heldig at få et par minutter med Dorthe Nors bagefter. Jeg fortalte hende at jeg havde haft svært ved at anmelde romanen. Hun svarede at det havde hun hørt mange gange, at folk havde én mening, og når de læste romanen igen kom de frem med en anden mening. Dette gav mig en utrolig forståelse for romanen og jeg vil derfor skynde mig at læse bogen på ny, og få lavet en anmeldelse til bookworm.

På Balkonscenen samlede sig en stor tilskuerskare da forfatteren Rune T. Kidde fortalte et af sine velkendte eventyr: De tre bukke fra Brugsen. Han lavede stemmer til alle de forskellige roller, både børn og voksne grinede, og han fortalte så levende at man kunne se de sjove tegninger for sig. Kidde gjorde det faktisk så godt at jeg overvejer at få hans eventyrer på cd, hvis det da findes.

En af de store publikumsmagneter var forfatteren Hanne-Vibeke Holst der på Tranescenen havde en samtale med Paula Larrain om sin nyeste roman Kongemordet, der ligesom hendes seneste succes Kronprinsessen handler om politik. Denne gang tager Holst fat i mænd og deres forhold til magt og vold. Hanne-Vibeke Holst lavde, samtidig med at hun skrev denne roman, dokumentarfilmen Hvorfor har mænd magten? Hun kom frem til at nogle mænd har magt fordi de slår hårdest. Og mænd er jo fysisk stærkere end kvinder, og mødre lærer deres børn at tage sig i agt for mænd. Ikke dermed sagt at alle mænd er voldsmænd, men vold mod kvinder er et stort problem. Hanne-Vibeke Holst ved godt hvad der kendetegner hendes bøger, og det er at hun altid skriver om kønnet, hvor det hele skrues fra hinanden og ses an. Denne gang handler det om magt og kønsroller. Hvordan magtudøvelsen kan gå over i magtmisbrug. Hanne-Vibeke Holst har interviewet mænd der mener at kvinder har magt i form af deres seksualitet og udseende. Hun fortæller at hovedpersonen Linda brugte sin seksualitet til at skaffe sig magt og indflydelse, men at hun ender med at underkaste sig sin mands magt. På spørgsmålet om der kommer en opfølger kan jeg viderefortælle at Hanne-Vibeke Holst så småt er gået i gang, og at vi vil høre mere til figuren Charlotte Damgård.

Mit program sluttede ved Aschehoug hvor Den nye danske sangskat blev præsenteret ved Henrik Marstal og band. Det var faktisk helt rart at høre lidt musik efter al den snak. Et lille band bestående af Herik Marstal, Søren Kock og Stine Larsen havde udvalgt fire numre der virkelig var gode og som publikum genkendte. De fire numre var Ali-Bali-Bi, En helt igennem respektabel mand, Lill´ Johnnys mund og til sidst Byens Hotel. Desværre kunne forsangeren Stine Larsen ikke helt huske teksten til Ali-Bali-Bi, men hendes stemme og musikken var fængende, og det var svært ikke at sidde og vippe med foden. Efter musikken satte de tre samlere af bogens tekster, Henrik Marstal, Inge Marstal og Jens Cornelius sig an til en samtale med Henrik Strube. Den nye danske sangskat er en samling af eviggyldige sange der ikke er lavet for at erstatte Højskolesangbogen, men for at supplere den. Det er sange der dækker de sidste 40 år, fra 1965 til 2004, og der er medtaget 175 sange. Året 1965 er valgt da der i det år skete mange nye ting inden for dansk musik. Sangene er valgt ud fra kriterier i tekst og melodi at de skulle være fællessange. Det har været svært at putte alle sange ind under disse kriterier. Der er også taget sange med fra Melodi Grand Prix´et og Giro 413, simpelthen fordi folk kan lide at synge dem. Der er også taget tekster med på sange som aldrig før er blevet trykt andre steder end i et lille noteshæfte, men som folk kan udenad, for eksempel Langebro af Kim Larsen. Så forfatterne kunne altså præsenteres os for en ny sangbog som forhåbentlig vil være med til at give fornyelse ved lejrbålet, i musiklokalet og ved alle de sammenkomster hvor fællessang kan tages op.

Det har virkelig været en fornøjelse at være på Bogforum 2005, og hvis man som mig er tosset med bøger så er det et rent slaraffenland. Selvom 85 kroner per dag kan synes lidt dyrt så får man så meget for sine penge og der var mange gode tilbud.