Martin Hall er forfatter, sanger og komponist. Han er født den 26. april 1963 og netop nu i 2005 aktuel med tobinds-romanen Den sidste romantiker. Læsningen af værket foranledigede mig til at forsøge at få et interview i land med Martin Hall, det lykkedes, men før vi kommer dertil vil det være på sin plads med en præsentation.

Martin Hall er det jeg vil kalde en professionel multikunstner, han kan lidt af hvert. Har beskæftiget sig med musik og tekstskrivning i mange år, bruger sit talent på forskellig vis og eksperimenterer gerne med det. Indtrykket man får af Martin Hall er, at vi her har at gøre med en intellektuel kunstner der er meget seriøs omkring sin kunst. En sympatisk og lidt mystisk mand. En tekstforfatter der går lidenskabeligt til musikken og dyrker indlevelsen og det facetterede. En forfatter der nyder at prøve lidt af hvert - og som besidder et sprogtalent der med ét trylleslag får læseren til at blive suget ned i teksten. Med sin skalpel skærer han i sproget, sommetider en luns af en lang sætning, andre gange skarpe nedslag der står dirrende tilbage foran den betagede læser. Sådan oplevede jeg læsningen af Den sidste romantiker, læs selv anmeldelsen.

Da Martin Hall var 10 år gammel begyndte han som elev på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium. Allerede som 17-årig, i 1981, plade-debuterede Hall med gruppen Ballet Mécanique, med udgivelsen The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation. Siden debut´en er det blevet til så mange udgivelser af tekstuel og musikalsk natur at det vil føre for vidt at remse dem op her, men lad os bare fastslå at Martin Hall har været produktiv ud over alle grænser. Man kan ikke andet end at imponeres og have en dyb respekt for en kunstner, der i den grad er optaget af de kunstneriske udgydelser han er i stand til at frembringe.

Den specifikke litterære debut på det danske bogmarked kom i 1983 med Genopbyggelsen Er Større End Selve Skabelsen. Siden er det litterært set blevet til lidt af hvert, nævnes kan Fremmedgørelsens Identitet fra 1984, Kontinuum udgivet i 1989, Verdensdagene der er fra 1996, Uden Titel blev udgivet i 1998, Sygdommen fra 1998, Kommunikaze udkom i 2001, og nu romanen Den sidste romantiker her i 2005, der klart er Halls litterære hovedværk. Desuden har Martin Hall bidraget til magasiner, antologier og andet litterært.

I 1984 og 1985 gik Martin Hall i en kortere periode på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og gennem 80´erne havde Hall mange forskellige former for samarbejde med teater og dansegrupper. Han instruerede desuden opførelser med sit eget teaterensemble The Art Ensemple Of Copenhagen, og stod bag mange forskellige musikalske opførelser.

Martin Hall arbejder også med kunstgenrer som videokunst, design, film, diverse installationer, radio og tv, og i 1989 oprettede Hall sit eget selskab Mind and Media. Martin Hall har modtaget DJBFA hæderspris og Statens Kunstfonds 3-årige spipendium, og i 2003 blev han optaget i Kraks Blå Bog. I 2003 dannede Martin Hall pladeselskabet Panoptikon, dette selskab stod bag udgivelsen Das Mechanische Klavier i 2004, en moderne opera med mezzosopranen Andrea Pellegrini og litteraten Herbert Zeichner som solist og fortæller. Martin Halls produktioner og udgivelser er blevet spredt og udgivet i europæiske lande som Tyskland, Holland, Frankrig, England og Italien.

Martin Hall har sit egen professionelle site hvor du kan læse meget mere om ham, tjek det ud

Du kan læse mere:

Biografisk om Martin Hall her.

Om hans karriere fra år til år.

Hans forskellige tekstuelle udgivelser.

Alle Martin Halls udgivelser på disk.

Læs desuden anmeldelser af hans bøger og plader

Fordyb dig i artikler, interviews og andre dokumenter

Sitet byder også på en jukebox hvor du kan lytte på det Hall´ske

Selv en shop forefindes der på martinhall.com

Det er Peter Engels Ryming der er webredaktør, og det må siges at han gør et fremragende stykke arbejde, det er lang tid siden jeg er stødt på et så flot og gennemført design, med så meget viden og information fint lagt ud til læserne, mere af den slags tak.

Men tilbage til interviewet med Martin Hall. Jeg var efter endt læsning af Den sidste romantiker meget interesseret i at høre lidt om Martin Halls tanker bag værket, og han gav nogle gode uddybende svar på mine spørgsmål. Læs med og fordyb dig i Martin Halls egne tanker her:

Kan du fortælle lidt om din lange arbejdsproces med Den sidste romantiker - hvad var dine tanker da du startede på historien, hvordan udviklede de sig, og hvordan var det at afslutte romanen?

Der var flere ting, der gjorde sig gældende. Først og fremmest pressede historien sig ganske enkelt på, som man siger; den havde sin egen overtalelsesevne. Mit livs oplevelseskvotient havde efterladt mig med et utroligt stort anekdotisk materiale, som jeg savnede en samlet udtryksform for, så jeg besluttede mig i slutningen af 1999 for at prøve at få sat det lidt i system. Jeg begyndte at tage notater, forsøgte at indkredse 80’ernes og 90’ernes psykologiske arketyper og kulturelle kendetegn, kortlægge de miljøer som jeg var vokset op i. At der så pludselig stod år 2000 i kalenderen, og at jeg stadig ikke kunne få øje på det litterære dokument der på det tidspunkt burde eksistere om start-80’ernes københavnske undergrundsmiljø, satte kun yderligere gang i ønsket om at få ”styr på suppedasen”. Ligesom så mange andre af mine jævnaldrende begyndte jeg at undre mig over, hvor historien om 80’er-generationen blev af – i løbet af de efterfølgende år dukkede der i hvert fald en række forskellige dokumenter omkring perioden op: Benn Q. Holm, T.S. Høeg og Niels Frank kom alle med forskellige bud på hvordan man kunne gribe stoffet an, vel at mærke ud fra vidt forskellige vinkler. På det tidspunkt var jeg allerede kommet ganske langt med eget mit projekt. Jeg savnede stadig en mere fandenivoldsk beskrivelse af det københavnske klima, et mere direkte portræt af den undergrundskultur som jeg var vokset op i, dette segment af kunstnere, poeter og billedstormere, der levede med lige dele storhedsvanvid og amfetamin i blodet. Umiddelbart havde jeg regnet med at processen med at skrive bogen ville have taget tre år – hvilket var meget i forhold til noget jeg på det tidspunkt havde arbejdet med – men den endte altså med at tage små fem at skrive. Så hvordan det var at afslutte romanen? Lettende!

Hvilken indvirkning havde dette kæmpe projekt på dit privatliv?

Jeg havde et kollaps i både 1999 og 2000, noget der logisk nok fik mig til at revidere mit liv lidt. Det føltes som om jeg faldt indad – som om alle årenes ufordøjede processer pludselig krævede at blive set på. Jeg havde arbejdet mig selv ned med mine mange forskelligartede kunstneriske projekter og besluttede mig i år 2000 for definitivt at kaste mig ud i arbejdet med romanen. Jeg stod et sted i mit liv hvor jeg måtte prioritere - vælge udfordringen frem for sikkerheden. Jeg følte jeg skulle starte helt forfra, nærmest lære at skrive fra bunden, men arbejdet med min dagbog Kommunikaze fra 1998 til 2000 havde i det mindste givet mig en skrivepraksis der kom mig til gode. På grund af det sidste af sammenbruddene var jeg sengeliggende i en længere periode, hvilket bevirkede, at jeg endelig fik tid til at læse igen. Jeg har altid læst meget, men nu begyndte jeg at læse stort set alt hvad jeg kom i nærheden af, også ting jeg ellers altid havde gået en stor bue udenom … simpelthen for at stifte bekendtskab med andre skrivemetoder, greb og stilarter end mine egne. Mit problem som forfatter havde nok altid været, at jeg et langt stykke hen ad vejen havde forsøgt at undgå ”min egen historie” – de helt centrale elementer i den kultur, jeg var vokset op i: misbruget, dødsfascinationen og hensynsløsheden. Jeg havde skrevet essays, kortprosasamlinger og digte, men aldrig for alvor dykket ned i beskrivelserne af de for mig så formative år i start-80’erne, ganske enkelt fordi materialet forekom mig utroligt ”usofistikeret”. Det var først da jeg læste et interview med en engelsk forfatter i The Guardian - et for mig aldeles ukendt navn, jeg for længst har glemt – at det gik op for mig, at jeg nok blev nødt til at se nærmere på dette, hvis jeg nogensinde skulle udvikle mig som forfatter. Han udtalte nemlig at en forfatters største udfordring i hans øjne var at anerkende sit eget stof, hvilket på det tidspunkt gjorde meget stort indtryk på mig. Det var efter at have læst dette at jeg for alvor gik i gang, og herefter lukkede jeg mig så ellers så meget inde som tid og penge nu en gang tillod det.

Blev romanen sådan som du havde forestillet dig, eller tog teksten over og fik eget liv?

Jeg havde hele tiden vidst at bogen skulle hedde Den sidste romantiker, af den grund at romantikken repræsenterede indbegrebet af 80'er generationens selvbevidsthed, dette smertelige jeg, der konstant prøver at overskride alle tænkelige grænser og begrænsninger med sin oprørsånd, sin begejstring og sin livslede. Jeg ville gerne lave en parallel mellem det romantiske tema og postmodernismen, der om noget må siges at være 80’ernes ”isme”, sådan at der var en overordnet idé med fortællingen. Det primære var dog selve dannelsesrejsen, den rejse jeg selv havde været på, at få beskrevet den med så mange facetter som muligt. Det, der var så fascinerende ved start-80’erne, var i mine øjne netop periodens grænseoverskridende søgen, dette romantiske vovemod, der anså livet selv som et eksperiment. Man ville typisk have det hele eller slet intet! Drift, tabu og viden var en slags hellig treenighed; det poetiske levede side om side med det seksuelle uden at udstille sig selv. Alting var meget teatralsk dengang, gevandterne var store, og alting var mere cabaret-erotisk end det var ”sexy”. Det var dekadent. Forførelsens hemmelighed er jo at den aldrig må udtales, og postmodernismens leg med billeder og seksualitet, med viden og tradition, forblev en evig improvisation over dette grundlæggende grænsesøgende tema. Når alt dette er sagt, var det så også meget vigtigt for mig at få tidens galgenhumor med i mine skildringer af perioden, det fundamentalt underholdende og groteske islæt ved de mange miljøer jeg havde stiftet bekendtskab med.

Hvor meget af dig selv og dit eget liv har du brugt i fortællingen om vor jeg- fortæller, ”den sidste romantiker”?

En meget stor del af oplevelsesmaterialet er selvfølgelig reelt, faktisk, men typisk omskrevet og dramatiseret i forhold til bogens struktur. Hvad angår personerne i bogen, er de for eksempel ofte koncentratsummer af to, tre eller måske fire ”virkelige” personer. Hvordan er det nu de udtrykker det i Hollywood? ”This story is based on real events!” Den slags formuleringer giver jo en vis fortolkningsfrihed.

Hvad synes du om at Den sidste romantiker læses biografisk?

Der har i mange af de i øvrigt overraskende positive anmeldelser bogen har fået, været en tendens til at læse romanen ukritisk selvbiografisk, hvilket jeg finder noget naivt. Som jeg var inde på før, handlede det for mig om at destillere arketyper til en roman. Jeg har også forenklet det fortællende jeg gevaldigt, men valgte som sagt alligevel at overgive mig til min egen anekdotiske overtalelsesevne undervejs - var reelle scener eller karakterer decideret uimodståelige tog jeg dem selvfølgelig med. De kom dog stadig til at operere under dække af en maske eller en fiktiv karakter. Alle romanens karakterer – i hvert fald alle dem der aktivt træder ind i handlingsforløbet ved at deltage i bogens dialoger - har fiktive navne. Virkeligheden har måske nok dannet store dele af råmaterialet, men det er og bliver en roman: en improvisation over virkelighedens mange uforglemmelige oplevelser og karakterer.

"The sons of no generation" - 80´er generationen har med dit romanværk fået det monument der har manglet i den danske litteratur. Hvordan ser du udviklingen fra 80´er-generationen, over 90´er-generationen og til i dag - er der værdier som du mener er gået tabt, eller er der værdier der er blevet fundet frem, som ikke var til stede i 80´erne?

En af de i mine øjne meget positive ting ved 80’erne var alvoren, en alvor der dels skyldtes periodens eksistentielle fokus – den nyromantiske zeitgeist om man vil – men også den helt reelle atomkrigstrussel generationen voksede op under. Med berlinmurens fald og 90’ernes velstand skulle der hurtigt muligt lægges afstand til denne alvor, ja, det virkede nærmest som om man skammede sig lidt over den, hvilket kom til udtryk i 90’ernes overdrevent ironiske vinkel til alting. Med 11. september vendte alvoren så tilbage, og det letsind der prægede for eksempel gymnasieungdommen i 90’erne, er noget sværere at få øje på i dag end dengang. På mange måder minder tidens ungdom en del om 80’er-generationen, forstået på den måde at krig, terror og en langt mere vakkelvorn økonomi atter præger dagligdagen. Der er kommet et mere alvorsfyldt udtryk i unge menneskers øjne igen, hvilket også kan være med til at forklare den massive medlemsvækst hos organisationer som Greenpeace og Amnesty International. Et ungt menneske står i dag over for et langt meget komplekst verdensbillede end tidligere, hvilket kræver sit af den enkelte. Værdier er i mine øjne langt hen ad vejen et spørgsmål om at rette sin opmærksomhed mod sig selv og sin omverden, og eftersom tilspidsede situationer har det med at avle opmærksomhed, mener jeg at vi i øjeblikket står over for en mere konstruktivt orienteret ungdom end vi har gjort i lang tid. Dette må i sig selv ses som værende meget positivt.

Der har været skrevet en del om det faktum, at man kan se en del parodier og satire over kendte personer som Michael Strunge, Poul Borum og så videre i værket. Hvordan forholder du dig til det?

Jamen, det er for så vidt korrekt nok, problemet er bare at forenklingen er gået ud over nuancerne. Strunge var om noget indbegrebet af en arketypisk 80’er-digter, det vil sige en person der på den ene side tog sig selv ekstremt alvorligt og samtidig opererede ud fra nogle utroligt småborgerlige værdier. Under en samtale jeg engang havde med ham, fortalte han mig at en af hans største ambitioner var at få opkaldt en gade efter sig. Wauv! Ikke videre revolutionært i forhold til punkens samfundsstyrtende dagsorden. Med portrættet af bogens Adam Bruun, denne Strunge-lignende digter, ønskede jeg at spejle blandingen af tidsånd, småborgerlighed og psykisk skrøbelighed, gennem det temperament der satte dagsordenen dengang, nemlig den undergrundsscene Strunge selv bejlede så heftigt til uden nogensinde rigtigt at blive taget alvorligt af den. Alle de ting der bliver sagt om digteren Adam Bruun i min roman – kommentarer som de andre figurer kommer med om ham - er alle sammen blot gengivelser af hvad diverse kritikere og meningsdannere sagde om Strunge dengang. Det, at det har skabt så stor debat, siger nok mere om eftertidens kanonisering af ham end om min bogs såkaldt ”grænseoverskridende” karakter.

Hvordan har du selv udviklet dig i forbindelse med skabelsen af Den sidste romantiker?

Som udgangspunkt ville jeg gerne have skrevet en langt mere ”ædruelig” roman, men det tillod stoffet som sagt ikke. Det at skrive bogen var lige så meget en afgiftningsproces, som det var et stykke kreativt arbejde, forstået på den måde at det var en rejse ned gennem fortidens kloaker, fiktionaliseret handling eller ej. Hvad end jeg kommer til at skrive engang i fremtiden, ville jeg aldrig have været i stand til at skrive det hvis jeg ikke havde skrevet Den sidste romantiker. Bogens stof havde hobet sig op i mit system gennem mange år, og det at få den skrevet var en befrielse. Det var som om jeg endelig kunne give slip på fortiden ved at få det ned på papir. De mange moralske overvejelser undervejs i arbejdet med manuskriptet har været utrolig opslidende, men i sidste ende overgav jeg mig til den fortælling der pressede sig på. At jeg så har fået så utroligt mange positive tilkendegivelser, både fra helt unge læsere - folk uden det mindste kendskab til hverken perioden eller intrigerne fra dengang – såvel som mennesker der selv var en del af miljøet dengang, har selvfølgelig været meget lettende. Et lokalsamfund er altid meget nærtagende, og alt andet lige så er dansk kulturliv et temmelig trængt område, et minefelt af løbende regnskaber og udeståender. Bogen har i al fald klart inddelt mit liv i et før og efter.

Hvad har du af fremtidsplaner på forfatterfronten?

Jeg vil meget gerne hurtigst muligt i gang med en ny roman. I øjeblikket har jeg dog alt for meget at se til, men jeg håber på at kunne begynde at skrive igen i begyndelsen af 2006. Ligesom med Den sidste romantiker har jeg allerede titlen – genet så at sige – men det er også det eneste. Det føles som at ligge inde med en kode der skal brydes.

Du er jo noget af en multikunstner der har prøvet en masse kunstneriske ting af - hvad holder du mest af at lave, at skrive bøgereller lave musik?

Jeg har lavet utrolig meget musik, men skrevet betydeligt mindre. På mange måder er jeg meget glad for at jeg først for alvor er begyndt at skrive nu, eftersom erfaringen er en så væsentlig del af det at skrive. Umiddelbart ville jeg ikke kunne vælge den ene kunstform frem for den anden, da de tilbyder så vidt forskellige oplevelser, men der er ingen tvivl om at jeg vil prioritere det at skrive langt højere nu end jeg tidligere har gjort. Skriveprocessen med Den sidste romantiker har åbnet mange døre for mig, og havde jeg mulighed for det ville jeg gerne afsætte næste år til udelukkende at kunne arbejde med den næste roman. Jeg føler et stort løfte forbundet med det at skrive, og glæder mig meget til at se hvad fremtiden vil tillade mig at bedrive inden for dette felt.

Hvilken betydning har musik og litteratur for dig som privatperson?

En altafgørende betydning. Lige fra jeg var en helt ung dreng og begyndte at lytte til musik, repræsenterede mine oplevelser med især musik en portal til enorme følelser, følelser jeg endnu slet ikke kunne sætte ord på, men som jeg ikke desto mindre stolede blindt på. Musik er en kraft, det er ikke noget man kan diskutere med, enten rører det én eller også lader det én kold. Litteraturen gør det samme, men musikken skal du intet gøre for at opleve andet end at gøre dig ”ledig” så at sige, lade dig overvælde, hvorimod det at læse en bog kræver en indsats. Musik kan kommunikere enorme følelser videre fra afsender til modtager på sekunder, føre lytteren ind i en fuldstændig ukendt verden på ganske få øjeblikke, og koblet sammen med en bevidsthedsverden af værdi, et substantielt tekstligt indhold, var det for mig den rene åbenbaring at træde ind i som ungt menneske. Jeg lyttede typisk til den mere aparte ende af rockmusikken som teenager, og blev af samme grund hurtigt ført videre til den del af litteraturen som mange af mine musikalske inspirationskilder helt naturligt refererede til. Da jeg så begyndte at læse Rimbaud og Baudelaire åbnede endnu en verden sig. Grundlæggende for mine oplevelser med både musik og poesi var, at begge kunstarter kommunikerede et meget stærkt håb videre – de fortalte én at man ikke var alene. Hvor meget omgivelserne end måtte stemple én som outsider eller freak var der her et hjem, et udviklingsmodul, som man kunne søge tilflugt i og finde styrke. Og kunne andre kommunikere den slags gejst videre til én selvom de måske havde været døde i hundrede år, var der i mine øjne slet ingen grænser for hvad kunst i sin essens var i stand til at gøre. Kunst er en transmission af energi, og med punken der virkelig var et ”do-it-yourself”-kald, var det bare et spørgsmål om at komme i gang. Kunst er som udgangspunkt ikke en akademisk ting, det er en reaktion på livet, ja, ordet indeholder endda anagrammet ”kreation” - det er alkymi, en forædling af lidelsen. Som den franske filosof Gilles Deleuze siger så ”er krisen den menneskelige histories inderside”. Ikke at man bliver nødt til at forblive vild og blodig resten af éns liv, undervejs i livsprocessen modnes man som menneske, hvilket jo i høj grad er det Den sidste romantiker handler om, men ”kunstens lidenskabelige indsigelse mod forgængeligheden” som det hedder sig et sted i bogen, er og bliver i mine øjne menneskes smukkeste gestus.