En målrettet knægt som H. C. Andersen, der har sat sig i hovedet at han vil være rig og berømt i den helt store skala, giver naturligvis ikke op for så lidt. Han tager den vej som alle dage har stået åben for talentfulde og ambitiøse unge mennesker, om de så stammer fra socialklasse fem eller derunder:

Showbizz !!!

Underholdningsbranchen var lidt anderledes indrettet på H. C. Andersens tid, hvor man for eksempel ikke lige kunne melde sig ind i OB, blive udtaget til landsholdet og siden solgt for en hulens bunke penge til Barcelona; spille elguitar og trommer i en garage, hiphoppe og dreje rundt på nakken i et slumkvarter, eller lave standup-komedie på en café. Underholdningsbranchen bestod dengang udelukkende af teatre, og da det eneste teater der virkelig betød noget var Det kongelige Teater på Kongens Nytorv i Kongens København, så måtte H. C. Andersen naturligvis se at komme til hovedstaden i en fart og prøve lykken som skuespiller, operasanger og balletdanser.

Hvis man skal forestille sig hvilken betydning Det kongelige Teater havde når det drejede sig om at skabe megastjerner, skal man lige vide at der langt op i H. C. Andersens levetid ikke var anden underholdning at få for borgerne i København. De eneste konkurrenter Det kongelige Teater havde var en hyggelig aften i familiens skød, en kælderkold øl med stift på den lokale bodega, en rask gåtur på Københavns volde, eller en tur til Dyrehaven hvor der ganske rigtig lå en Dyrehavsbakke, men ikke noget Tivoli. Man skal derfor prøve at forestille sig en situation lidt i retning af dengang, hvor Danmarks Radio var et monopolforetagende med kun én kanal, og derfor også havde potentialet til at lægge landets gader øde hvis der blev spillet en seriekrimi som Leif Panduros Kan de li´østers?. Hvis man kan se det for sig kan man også forstille sig det næste, nemlig at denne ene monopolkanal også kun havde én ”skærm”, nemlig den kukkassescene hvorpå der blev optrådt.

At optræde på Det kongelige Teater svarer altså i dag til at komme i TV i primetime, eller i det mindste i et af de programmer der har kæmpehøje seertal, og så bagefter i alle formiddags- og ugebladene. At fastholde positionen som landets førende underholdningskanal havde Det kongelige Teater i øvrigt ingen problemer med i de fleste af H. C. Andersens leveår. Vi skal faktisk helt frem til 1848/49 hvor demokratiet blev indført i Danmark, for så syntes de fleste mennesker at det var meget vigtigere at følge med i de politiske slagsmål på Christianborg, end at hænge ud i Det kongelige Teaters drømmefabrik.

H.C. Andersen led på få år nederlag som både skuespiller, operasanger og balletdanser, og så var der sådan set kun én ting tilbage at gøre, hvis man med hans baggrund - og manglende evne til at studere - ville være berømt, nemlig at skrive teaterstykker. Det gjorde han så i en rasende fart, men fik de fleste returneret som ubrugelige, og det skyldtes primært at han på dette område lå i konkurrence med uddannede og dannede folk. Det vil sige alle de mænd der i modsætning til H. C. Andersen netop havde gået i gymnasiet og på universitetet, og som til alt overmål også havde set sig om i Europa.

Det vil først og fremmest sige Adam Oehlenschläger - der skrev tragedier - Johan Ludvig Heiberg - der skrev en slags revyer, nemlig vaudeviller - og Henrik Hertz der skrev psykologiske skuespil, men rigtig mange andre højtudannede mænd forsøgte at blive berømte ved at skrive for teatret. Blandt andet B. S. Ingemann - der gav sig til at skrive salmer da han fik fiasko, Steen Steensen Blicher - der i frustration kastede sig over gysernoveller, N. F. S. Grundtvig - der dog fik skriveforbud af myndighederne fordi han buldrede rundt og lavede støj - og mere ukendte forfattere som Frederik Paludan-Müller og Carsten Hauch. Til denne kreds af mislykkede teaterdramatikere hører altså også H. C. Andersen, og det han – af ren og skær nød og nærmest imod sin vilje – blev berømt på var: Eventyr fortalt for børn.

H. C. Andersen ville som omtalt meget gerne være rig og berømt, og det blev han så, hvorfor der er al mulig grund til at tro at han gik i graven som en glad mand. Til gengæld skal vi og resten af verden til gengæld være overmåde glade for at H. C. Andersens karriere som teaterdramatiker ikke blev til noget. Var det lykkedes ham at blive en succesrig teaterdramatiker ville han idag formentlig være lige så glemt som alle dem han lå i så indædt konkurrence med.