Dan Brown – Spændingsromanens mester.Retur til Artikel oversigten
Skrevet af:
Anne Gade Toppenberg
Siden Da Vinci mysteriet udkom på dansk for godt et år siden er der blevet solgt over 28.000 eksemplarer af romanen, siden er Engle og dæmoner fulgt efter, også med succesfulde salgstal.
I det kommende år vil Dan Browns øvrige to bøger Deception Point og Digital Fortress også udkommet på dansk, igen på forlaget Hr. Ferdinand, hvilket de danske læsere godt kan glæde sig til.

Indtil da kan de to romaner købes hos eksempelvis Amazon, eller hos boghandlere herhjemme som fører engelske bøger, for eksempel Politikens Boghandel eller Arnold Busck.

Hvorfor denne succes? Sagen er den at Dan Browns romaner er medrivende! Når du først er begyndt er det ufatteligt svært at lægge dem fra sig før mysteriet er opklaret og trådene på plads, ja, det er ægte pageturnere. Desuden er sproget godt og indlevende, og plottene er så godt bygget op at alt er usikkert stort set til sidste side.

Dan Brown underviste i engelsk på Amherst College og Phillips Exeter Academy inden han begyndte at skrive, hvilket skete ved at han på en ferie med sin kone fandt en spændingsroman – en genre han aldrig før havde læst - på stranden. Herefter var han fuldstændig opslugt og tænkte at det kunne han da også skrive. Sådan startede det ud, og det blev starten på hans første roman Digital Fortress der udkom i USA i 1998. Siden fulgte Deception Point, Angels and Demons og sidst The Da Vinci Code.

Digital Fortress udspiller sig i USA i det lidet kendte National Security Agency, som rent faktisk eksisterer men kun ganske få kender til – dette gælder både amerikanere og udlændinge. NSA beskæftiger sig blandt andet med at bryde koder, og en af de ledende kryptografer er – i romanen – Susan Fletcher, som en lørdag pludselig kaldes på arbejde af sin panikslagne chef.

Det viser sig at nogen har fundet en kode der tilsyneladende er umulig at knække, og på finurlig vis er kommet helt ind på livet af NSA. Koden vil, hvis den offentliggøres, sætte alle USA's efterretningstjenester ud af spil. Susan Fletcher befinder sig hurtigt i en situation hvor hun ikke aner hvem hun kan stole på, og hvor hver beslutning hun tager har betydning for hvorvidt hendes elskede – og hun selv – overlever.

Digital Fortress omhandler – udover det hæsblæsende drama i NSA – i høj grad overvågningssamfundet. For hvor meget vil vi egentlig acceptere? Er det i orden at vores private e-mails læses og at vi overvåges på gader og stræder? Pas på at Digital Fortress ikke gør dig paranoid…

I Deception Point møder vi den unge analytiker Rachel Sexton som arbejder for Det Hvide Hus. Præsidentvalget er lige om hjørnet, og det politiske miljø er på kogepunktet, da Rachel uden nogen forvarsel en dag befinder sig på vej mod et sted nær Nordpolen for at bevidne en ganske forunderlig opdagelse som NASA har gjort, og som vil ændre verdens selvopfattelse radikalt og for altid.

Da tingene begynder at gå galt finder Rachel og forskerne Michael Tolland og Corky Marlinson, der også er kaldt til stedet, ud af at deres viden er dødsens farlig for dem, og de må flygte i det ubarmhjertige og barske landskab der ingen nåde giver. På mirakuløs vis undslipper de, men dermed er deres trængsler langtfra forbi. For at vide sig sikre på deres liv må de først udvise mod og politisk kløgt, og ikke mindst få alle verdens massemedier på deres side.

Med Engle og dæmoner introduceres Harvard-professoren Robert Langdon, der blandt andet forsker i symboler, for første gang, idet han kaldes til CERN, en enorm forskningsby i Schweiz. En af forskerne er fundet døde og sporene peger i retning af det hemmelige, katolske broderskab Illuminati, som alle inklusiv Robert Langdon opfatter som for længst nedlagt. Meget tyder dog på at Illuminati lever i bedste velgående, og snart er det op til Langdon på ganske kort tid at redde Vatikanstaten fra at blive totalt udslettet. Han får følgeskab af den unge forsker Vittoria Vetra, der bærer på mange hemmeligheder.

Engle og dæmoner fører læseren igennem en mængde af Vatikanets gamle hemmeligheder, blandt andet omkring pavevalg, konklavet, der netop skal til at finde sted som katastrofen rammer. Langdon kan ikke stole på nogen, venner viser sig at være fjender, og hvad er egentlig målet med udslettelsen af Vatikanstaten? Der er mange tråde der skal redes ud inden romanen er slut.

Da Vinci mysteriet har igen Robert Langdon i hovedrollen, og denne gang kaldes han til Paris for at hjælpe til med at undersøge et mystisk mord begået på Louvre. En kode der findes sammen med liget fører Langdon til et hemmeligt selskab der bestod af så prominente navne som Victor Hugo, Sir Isaac Newton og Da Vinci. Koden giver adgang til hemmeligheder skjult i verdens måske mest berømte maleri Mona Lisa, hemmeligheder der er med til at gøre maleriet så specielt. Langdon får følgeskab af kryptografen Sophie Neveu, og jagten bliver hurtigt hæsblæsende da selskabet begynder at røre på sig for at beskytte det allerhelligste, hvis afsløring kunne rokke ved hele den kristne selvopfattelse og den katolske kirkes grundpiller… Igen formår Brown at få læseren til at vide sig sikker på mysteriet og dets løsning, for blot at lade det skifte kurs og lade nye overraskende hints dukke op. En fantastisk spændende roman.

Romanen er dog ikke lige populær hos alle. Som det kunne læses i Politiken for få uger siden, langer Vatikanet ud efter romanen fordi den angiveligt er fyldt med løgne. Til dette er der vel kun at sige at det jo netop er en roman, fiktion. I øvrigt er Da Vinci mysteriet på vej til at blive filmatiseret med Tom Hanks, Audrey Tautou og Jean Reno i hovedrollerne. Filmen forventes at have premiere i USA i 2006.

Du kan læse mere om Dan Brown og hans forfatterskab på følgende links:

Dan Browns danske forlag

Dan Browns officielle hjemmeside