| Manden der skabte de mange kendte figurer og bestandigt tager børn og voksne med ud på utallige eventyr hvor magien blomstrer, havde også sit eget personlige eventyr. Hans eget liv var langt fra hvad vi betegner som en normal opvækst. Han måtte stræbe højt og kæmpe længe for at føle sig accepteret og elsket. Han kæmpede hele livet igennem. Underholdte, søgte kærlighed og omsorg. Manden vi kender som ophavsfigur til de elskede eventyr om den grimme ælling, nattergalen, den beskidte Klods-Hans, historien om fyrtøjet, Prinsessen der lå på ærten, Svinedrengen der kyssede prinsessen, snemanden og det utilfredse grantræ – ja jeg kunne blive ved og ved. Den person, det menneske, det følsomme gemyt, denne ambitiøse forfatter, den klippelystne entertainer, dette individ var livet igennem gennemsyret af en stræben om at blive til noget, være elsket. Men samtidig var han, om nogen kan være det, et ensomt væsen med mange længsler og store afsavn. Hans liv var i sandhed et eventyr i sig selv, så sæt dig godt til rette og lad os starte med begyndelsen.
Den spæde Hans Christian Andersen kom til verden 2. april 1805 i Odense, sandsynligvis i huset her til venstre. Den verden han blev født ind i var en verden der bød på mange forhindringer – især som fattig i 1800-tallets Danmark. Hans Christians far var skomager og litterært interesseret. Han læste gerne Holberg, Shakesspeare og Tusind og en nat. Han tog gerne stilling, interesserede sig for livet omkring sig. Fortalte sin lille søn historier, underholdt ham, legede med ham. Her ser vi den første inspiration, faderen lagde de første byggesten til det der senere skulle blive en stor, verdens største, eventyrdigter. Tænk om han dengang havde vidst besked med sønnens fremtidige succes.
Den lille Andersens opvækst fra præget af det man dengang kaldte ”fri” opdragelse, sagt med andre ord, han fik lov til at passe sig selv og der blev ikke draget den største omsorg for ham. Han kunne gå sine egne veje. På den måde stod verden åben for den lille dreng. Som sådan fik han en masse inspiration og kunne suge til sig, fantasien kunne få lov at trives og hente ny næring ved nye oplevelser. Men at føle sig forsømt og lidt forladt har også sine omkostninger. Det havde det også for den lille Andersen.
Moderen til den bette Hans Christian var 17 år ældre end sin skomager-mand og havde en datter fra et tidligere ægteskab. Denne påvirkning kan man læse mere om i romanen O.T.. Da Hans Christians far døde giftede moderen sig igen, på det tidspunkt var Hans Christian 13 år gammel. Den ny husbond gik også hen og døde og moderen gik i sump. Hun begyndte at drikke, forsøgte dog at forsørge dem ved at vaske tøj for andre. Hun klyngede sig til Hans Christian og endte sig liv i stærk fattigdom, som såkaldt ”fattighuslem”. Hendes skæbne skildrer Hans Christian Andersen i eventyret Hun duede ikke. Men moderens kærlighed og omsorg, såvel som farmoderens, var særdeles vigtig for Hans Christian og den selvtillid som drengen udviklede.
Vores senere så store eventyrdigter havde ambitioner. Han ville frem i verden. Være kendt og feteret. Derfor drog han mod København, den store hovedstad, da han var 14 aldre gammel. Ved ankommet til hovedstaden, hvor livet sandelig ikke tog sig let ud for en 14-årig der ville underholde, danse og synge, fik han dog skaffet sig indpas i indflydelsesrige kredse. Han var også ihærdig og et nej var ikke et nej for den unge dreng. Han ville accepteres, han havde drømme der skulle udleves, og det skulle ingen stå i vejen for.
Han kom tæt på familien Collin, og da man ikke kunne bruge ham til noget på teateret sørgede man for at han kom på gymnasium i Slagelse – der hurtigt blev til ”en sand plagelse”. Her mødte Andersen sin plageånd Meisling, der gav ham store sorger og plager, det i sig selv er en hel historie – som man bør læse mere om i de mange gode biografier der er skrevet.
Hans Christian Andersen debuterede som forfatter i 1829 med Fodreise. I denne periode læste HCA Heinrich Heine, E.T.A. Hoffmann og Walter Scott og var meget optaget af disse forfattere. Han drog også ind i Oehlenschlägers, H.C. Ørsteds og Ingemanns universer og hentede påvirkning og inspiration der.
I 1829 debuterede HCA som dramatiker, det var med vaudevillen Kjærlighed paa Nicolai-Taarn, eller hvad siger Parterret?. Alt i alt fik H.C. Andersen skrevet mere end 30 skuespil. Romanerne var også på vej, og i 1835 debuterede han som romanforfatter med Improvisatoren, i 1836 fulgte så O.T. og i 1837 kom så Kun en Spillemand. Så tog han sig en lille romanpause, men fulgte op på begynder-romanerne i 40 og 50´erne med De to baronesser & At være eller ikke være. Disse romaner har haft afgørende betydning for romangenren i Det Moderne Gennembrud.
Men hvad skete der med de eventyr der skulle gøre ham så berømt? Allerede i Digte fra 1830 aner vi eventyrene titte frem. Han skulle arbejde et par år på at finde sin egen form for eventyr, sin egen måde at skrive dem på. Det skete i 1835 hvor de første eventyr kommer, og derfra går det skridt for skridt videre. Fra nu af er det børnene han fokuserer på. Eventyrene blev ikke accepteret i hans egen tid. Man fandt dem frygtelig, anstødelige, man var forarget over dem og over Hans Christian Andersen, men tiltrods for denne mur af modstand får forfatteren alligevel udgivet blandt andet Eventyr fortalte for Børn 1-2, Nye Eventyr 1-2, Eventyr, Nye eventyr og historier 1-3, og Femten eventyr og historier
 De mange rejser og oplevelser giver han frit løb i de mange rejseskildringer og erindringer han skriver gennem stort set hele sit liv. Generelt sagt kan man fastslå at vi her har at gøre med en forfatter der prøver stort set alle genrer af og har et meget stort behov for at formulere sig gennem det skrevne. H.C. Andersen var dog i sit bedste element når han kunne få lov at læse højt med en kreds af interesserede omkring sig. Så følte han sig som noget, han havde opnået en succes, hans selvtillid blev styrket. Den kunne dog lige så hurtigt dykke igen. Han brevvekslede meget gennem hele sit liv og for os der gerne vil lære ham at kende den dag i dag er der altså masser af muligheder, lige fra lyrik, over romaner, til rejseskildringer, brevsamlinger, dramaer og naturligvis eventyrene. Han skrev også Mit livs eventyr hvor man kan læse og indleve sig i hvordan han selv opfattede sit eget livs eventyr. Hans livs eventyr sluttede da han døde 4. august 1875 i København. Ønsker man at lære H.C. Andersen at kende er der mange steder man kan starte og man kan ikke mindst hente inspiration i temaet her på bookworm.dk
 Og så lige for en god orden skyld, kære Hans Christian, tillykke med de 200 år! Du er en fødselar der fortjener at blive fejret – og lad os så alle huske på at ”Det gør ikke noget, man er født i en andegård, når man har ligget i et svaneæg”.
|
