Anmeldt af: Annedorthe Kring

Med Naja Marie Aidts seneste novellesamling, Bavian, får man litteratur af bedste skuffe, nemlig den slags der både overrasker og udfordrer.

Digteren og novelleforfatteren Naja Marie Aidt, født i 1963, mangler såmænd ikke ros og priser, idet hun i mange år, lige siden debuten i 1991, har været en af dansk litteraturs darlings og har modtaget en række priser og legater fra blandt andet Statens Kunstfond. Alligevel får hun ros af mig, for sikke dog en fornøjelse det har været at stifte bekendtskab med novellesamlingen Bavian.

Naja Marie Aidt har i et interview til Information udtalt: “Jeg tror, al kunst spejler sin tid, Og jeg tror, mine noveller gør det, i personernes egoisme, ensomhed og isolation. De følger deres drift, de ser verden i sort og hvid ligesom den tid, vi lever i, hvor Vesten udnytter, hvad der kan udnyttes og dem, der ikke er venner, er fjender." (Information, 3. maj 2006) Det forklarer jo om noget bogens moderne og lækre layout i sort og hvid, med sorte sider der markerer en ny historie, elegant udført af Kim Lykke.

Personerne i novellerne er, som Aidt selv udtaler, både egoistiske og ensomme. Handlingerne er hverdagsagtige med et twist af det groteske. Der er utroskaben, der bliver bekendtgjort midt i en anden krisesituation, som var det den mest naturlige hverdagsbesked, i Bulbjerg. Der er den solbærplukkende kvinde, der på en sommerdag ved et tilfælde overværer naboens søn kopulere et får, for derefter at genoptage solbærplukningen, som var det, hun lige havde set, ganske almindeligt, i novellen Solbær.

Aidt lader ikke sine personer involvere sig, tage stilling, de er bare tilskuere til livet, lidt passive og isolerede. Og lige præcis derfor virker novellerne så barske og voldsomme på læseren. Man sidder der og venter på at barmhjertigheden, den gode slutning, viser sig, men det gør den ikke rigtig. Derfor måtte jeg også læse novellesamlingen to gange, for første gang gik det så stærkt, fordi jeg var tryllebundet af al det uhyrlige og bare måtte læse videre i jagten på forløsningen, det gode, som ikke viser sig. Det hele bliver bare mere og mere grotesk, kulminerende med novellen om manden der nær er ved at dø af et myggestik, der inficerer hele hans krop. Som var kroppen en stor betændelse, verden måske med? Titlen er Myggestik.

Aidt kan noget med sproget, der fænger. Det er enkelt og alligevel så tryllebindende som en luftig sommereng. Læs blot med her: ”Hun ilede. Hun tabte sine nøgler. Hun så skønheden i selv det mest grimme og nedslående ansigt. Hun smed om sig med penge: En kæmpestor buket liljer, hvidvin, rødvin, sprut, champagne, mangofrugter, bøffer, brød og kager fra byens dyreste bager. Hun slæbte det hele hjem og tog et karbad. Men dér kunne hun ikke ligge ret længe, hun var nemlig vanvittig af forelskelse” (Stjernehimmel, side 73). Man kan næsten mærke forelskelsen selv. Det er kunst i mine øjne! Jeg læste som skrevet novellesamlingen to gange og begge gange var det en stor oplevelse. Samtidig med at novellerne var udfordrende og overraskende på deres egne groteske og samfundskritiske facon. Jeg synes, det er stor kunst og kan derfor kun give topkarakter for disse noveller.

6 ud af 6 bogorme. For eminent litteratur der gør en forskel, får en til at tænke over den verden, vi lever i. Jeg har i en tidligere anmeldelse her på bookworm bedt om mere kaffe. Nu be’r jeg om flere noveller – fra Naja Marie Aidt. Tak.