Forfatter: Daniel Silva
Titel: Vatikanets mand
Forlag: Cicero
Udgivelsesdato: 2005
288 sider
Pris: 199 kroner

Anmeldt af: Anne Gade Toppenberg

Vatikanets mand af forfatteren Daniel Silva er en spionroman, krydret med intriger i og omkring den katolske kirke og dens forhold til jøderne.

Daniel Silva er amerikaner og oprindelig journalist indtil han for alvor slog igennem som forfatter. På engelsk har Silva udgivet otte romaner om den israelske Gabriel Allon, og arbejder på den niende i serien. Heraf er Vatikanets mand den første der udgives på dansk.

Hovedpersonen i Vatikanets mand er Gabriel Allon der har trukket sig tilbage fra sit arbejde som agent for Mossad, til fordel for at restaurere malerier til perfektion. Han er i gang med sit mesterværk, da han får beskeden om at hans gamle ven professor Benjamin Stein er blevet fundet myrdet, formodentlig af nynazister. Dette giver ikke Allon andet valg end at genoptage sit gamle hverv for at opklare forbrydelsen. Det viser sig, at Stein skrev på en bog om jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig, herunder særligt den katolske kirkes rolle heri, og dette er nøglen til gåden om hans død. Snart finder Allon sig selv forfulgt af snart sagt alle og enhver på tværs af Europa, mens folk dør omkring ham, og intrigerne lader til at nå højt op i hierarkiet i den katolske kirke.

Vatikanets mand er ganske velskrevet med et udmærket plot, hvor læserne relativt hurtigt bliver fanget og må have resten med. Desuden er romanen let læst og passer til sene aftener og dovne søndage. Som sådan ligger det problem jeg ser i romanen ikke i det sproglige, plottet eller lignende. Derimod er det problematisk at der de seneste år er kommet store mængder af denne slags bøger: Spændingsromaner med intriger i den katolske kirke, eller kirkehistorien generelt vævet ind. De ligner hinanden, og når man har læst nogle stykker så er det måske begrænset hvor interessant man vil finde de næste. Det ville være rart hvis nye emner snart blev taget op.

4 ud af 6 bogorme. Fordi Vatikanets mand er en udmærket spændingsroman der er ganske god underholdning, men som desværre ikke bidrager med så meget nyt, derfor de to manglende bogorme.