Forfatter: Claire Crompton
Titel: Aschehougs Strikkebog
Forlag: Aschehoug Dansk Forlag
Udgivelsesdato: 2005
160 sider
Pris: 199 kroner

Anmeldt af: Janne Sørensen

Ret, vrang, glatstrik, rib, snoninger, hulmønster, jacquard. Uanset om man starter fra bunden eller kan strikke i forvejen kan man få udbytte af Claire Cromptons introduktion til alle strikkekunstens grundbegreber i Aschehougs strikkebog.

Aschehougs strikkebog er inddelt i fem hovedafsnit med hver sin fanefarve så det er let at slå op i bogen. Hobbybogen går gradvist frem og undervejs er der eksempler på projekter man kan strikke for at øve den beskrevne teknik. De enkelte projekter er vist med farvefotos og beskrivelsen er illustreret med skitsetegninger i farver. Første afsnit Kom godt i gang henvender sig til begynderen. Her gennemgås valg af garn og materialer, opslagning, ret og vrang, ligesom strikkeopskrifternes forkortelser forklares. I andet afsnit Kreative teknikker introduceres en række klassiske teknikker som hulmønster, snoninger, jacquard med mere. Avancerede teknikker er for de øvede og her præsenteres løkker, figurer og tredimensionelle strukturer, samt pyntedetaljer som frynser, perler og broderi. Det fjerde afsnit er en mønsteroversigt hvor man finder en samling af over 100 forskellige ensfarvede strikkemønstre og strukturer, alle illustrerede med fotos, mønsterbeskrivelse samt diagram. Det sidste afsnit indeholder opskrifter på projekter man kan øve sig på undervejs. Her er både små nemme projekter som tasker og halstørklæde for begynderen, små duftposer i hulmønster, babysutsko eller tæppe med snoninger til den let øvede, og sweater med snoninger, gobelinpude og cardigan i mønsterstrik for den øvede.

Aschehougs strikkebog er skrevet af en engelsk forfatter. Håndstillingen når man strikker er forskellig i England og Danmark, og dette giver nogle problemer. Bogen beskriver indledningsvist både den engelske og den skandinaviske håndstilling hvilket er fint, men det kan dog være noget forvirrende for begynderen. Opslagning beskrives på en for mig ny og indviklet måde, som jeg går ud fra også er engelsk. På de resterende skitser og fotos illustreres teknikkerne ud fra den engelske håndstilling hvilket er noget forvirrende når man selv holder helt anderledes på garnet. Man kunne overveje om illustrationerne skulle have været oversat også! Ud over dette er bogen meget pædagogisk opbygget, der er fin sammenhæng mellem teknikker og opskrifter, og rigtig mange tips og råd at hente undervejs. Mønsterkataloget er rigtig godt og professionelt og jo heldigvis uafhængigt af håndstillingen.

3 ud af 6 bogorme. For en god og pædagogisk introduktion til grundbegreberne i strikning gives der tre bogorme. Desværre lider bogen under vi i Skandinavien bruger en anden håndstilling end forfatterens engelske, hvilket gør illustrationerne noget svære at følge. Dermed bliver hobbybogen mindre egnet for begyndere. Alt i alt trækker det tre bogorme fra.