Anmeldt af: Dorthe Sondrup Andersen

Om 100 år er alting glemt siger man, så derfor er det dejligt at vi har en forfatter som Henrik Pontoppidan, der i sine Smaa Romaner, 1893 – 1900 evner at fastholde billedet af det før-industrialiserede Danmark.

Det har taget mig et par måneder at tygge mig igennem Henrik Pontoppidans seks Smaa Romaner, men det må endelig ikke forlede nogen til at tro at Minder, Nattevagt, Den gamle Adam, Højsang, Lille Rødhætte og Det ideale hjem er kedelig læsning. Det er de nemlig langt fra. De er bare drøj kost fra en tid hvor hverken radio, tv eller biograf var opfundet. Aftenunderholdningen dengang var derfor i langt de fleste tilfælde ensbetydende med den stille syssel, det var at vende side på side i en tommetyk bog, i lyset af det milde skær fra petroleumslampen og strålevarmen fra stuens glohede kakkelovn.

Lad det være sagt med det samme, at det alligevel på ingen måder støver fortidigt i Henrik Pontoppidans romaner, selv om man lige skal vænne sig til at navneord skrives med stort begyndelsesbogstav, og at et `aa´ skal læses som bogstavet å. Tværtimod står Pontoppidans skildringer af landskaber, byer og befolkning så malerisk friske, at jeg greb mig sig selv i at ønske at jeg ikke havde bladret distræt i Ud&Se sidste gang jeg under en togrejse tværs gennem landet, faktisk havde muligheden for at tage fædrelandet i øjesyn. Tag blot en bid som denne der indleder Den gamle Adam:

"Jeg kom hertil i Aftes lidt før Midnat. En stor, bleg Fuldmaane, omgiven af en hvidlig Taagering, spejlede sig i det metalblanke Bælt og kastede et féagtigt skær over en række hyggelige, højtliggende smaahuse med tilhørende Frugthaver, hvormed Byen præsenterede sig fra Søsiden. I den yderste af Hytterne var der Lys, og Vinduerne stirrede ud i Maanedisen som to røde, søvndrukne Øjne".(s.183)

Der er dog ikke tale om lutter idyl i de alle de små danske hjem, og når det kommer til skildringen af menneskene, m/k, og deres vildt kaotiske drifter i retning af såvel hor som mord, er Pontoppidans skrivekunst fuldt på højde med nutidens. Naturligvis er den også på omdrejningshøjde med sin egen samtids, og jeg kom under læsningen af romanen Højsang faktisk uvilkårligt til at tænke på den amerikanske gyserforfatter Edgar Allan Poe, der også kan det der lille trick med at flytte følelserne ud af menneskesindet og lægge dem ind i sjælløse ting. Romanen Højsang handler kort fortalt om det horribelt dårlige ægteskab mellem en kedelig klitplantør Lindemark, hans utro og driftsbesatte frue, samt hendes forfører med en knebelsbart på størrelse med en tyrs horn. Det er en ung og erotisk uerfaren gæst der er indehaver af romanens fortællerstemme, hvorfor han da også kun i ringe grad er i stand til at begribe hvad de involverede i trekantdramaet i virkeligheden har gang i. Så meget desto uhyggeligere er det når den rigtige fortæller, altså Henrik Pontoppidan, lader hovedpersonen kaste et blik ud af vinduet i sit gæsteværelse, mens han lytter til lydene i huset:

"Lidt efter Solopgang stod jeg fuldt paaklædt henne ved mit Vindue og kastede et Afskedsblik ud over Engen og Heden til den graagrønne Klitrække i det Fjerne. Rundt om mig buldrede Stormen ganske som i de foregaande Dage, peb og skreg og hvæsede gennem hver Sprække og hvert Nøglehul i det hele Hus, saa det var, som om man befandt sig midt inde i et uhyre Orgelværk. Hver gang en Dør blev aabnet et Sted i Huset, fór Vinden tværs igennem hele Bygningen, slog andre Døre op, smækkede Vinduerne i og forstærkede alle hule, pibende og skrigende og hvislende Lyde, som om nogen havde traadt på Orgelværkets Pedal."(s.356)

Der er rigtig mange pragtfulde forførere og forførelsesscener i denne samling af romaner, hvor det primært er trekantsdramaet der udforskes, herunder forholdet mellem det konventionelle ægteskab og den helt og aldeles uartige drift. Fænomenet undersøges på alle ledder og kanter og fra alle positioner, og på den måde opstår variationerne over deres fælles tema: giftes eller ikke giftes, og i givet fald med hvem og hvorlænge. På det punkt har nutidige læsere måske større forudsætninger for at følge det næsten mikroskopiske studium af kærlighedens anatomi end hoveparten af Pontoppidans noget bornerte samtid. Rent faktisk blev jeg så provokeret af den holdning til ægteskabet som hovedpersonen i Det ideale Hjem tillader sig at advokere for, at jeg kom til at overmale mange af romanens sider med modargumenter og påviselige inkonsekvenser. Alt med hidsige understregninger og fede udråbstegn. Sådan en laban!!

Det ville han nok have moret sig over, for han er en humorist af rang og ikke mindst når det handler om at underminere det som alle andre tager så forfærdelig højtideligt. Selv en god og pligtopfyldende borgermands sørgelige død og efterfølgende begravelse på den lokale kirkegård punkterer han kynisk mad sin spidse pen. Blandt andet ved at slutte begivenheden af med et malende lydbillede:

"I Overensstemmelse med den Afdødes Ønske forrettede Kapellanen Jordpaakastelsen og bad et Fadervor. Og næppe havde hans ”Amen” lydt over Graven, før den frisindede Vælgerforenings fire Blæseinstrumenter opstemte en Koral, der fik Lænkehundene inde i Landsbyen til at tude".(s.405)

6 ud af 6 bogorme. Alt i alt vil jeg tildele seks bogorme til Henrik Pontoppidan og hans Smaa Romaner 1893 – 1900 fordi han skriver godt, fortæller godt og tilmed engagerer, så man helt glemmer at manden faktisk er død. Henrik Pontoppidan har i sandhed både fortjent sin Nobelpris og sin status af dansk klassiker, så hvis der er nogen der har lyst til mere så kan jeg kun anbefale hans store roman Lykke-Per som jeg lige nu er i færd med at genlæse.