Forfatter: Philippa Gregory
Titel: Kongens frille
Forlag: Cicero
Udgivelsesdato: 3. maj 2005
585 sider
Pris: 299 kroner

Anmeldt af: Anne Gade Toppenberg

De fleste mennesker kender Anne Boleyn som en af kong Henrik VIII’s utallige hustruer. De færreste ved at hun havde en søster der var i kongens seng længe før Anne. Philippa Gregory skildrer historien i Kongens frille.

Philippa Gregory er brite og en Ph.D. i 1800-tallets litteratur. Hun har tidligere udgivet adskillige historiske romaner hvoraf Dronningens nar udkom på dansk i 2004. Til efteråret udgives Jomfruens elsker om Elizabeth I.

Mary Boleyn var 12 år gammel da hendes familie giftede hende bort, og 13 år da familien sendte hende til kongens seng for at hun derigennem kunne sikre familien den magt der var så efterstræbt. Kongen blev forført, og for næsen af hans Dronning Katarina, der havde fået adskillige ufrivillige aborter og ingen søn, fødte Mary kongen to børn, en datter og en søn. Disse uægte børn kunne dog ikke bruges som tronfølgere, og da familien indså at Mary ikke kunne nå længere med kongen, sendte de i stedet Anne der nu skulle forføre kongen.

Dette blev en lang og udpinende proces, eftersom familiens ambitioner kun for alvor kunne blive opfyldt hvis Anne lovmæssigt blev indsat som dronning, og ikke blot var endnu en elskerinde. Mary blev, da hun ikke kunne bruges længere, sendt tilbage til sin forsmåede ægtemand, der snart døde. Herefter møder hun sin store kærlighed i en fattig mand der absolut ikke er på samme sociale trin som hun selv. Parallelt følger vi broderen George der er fanget i et ægteskab med en ulidelig kvinde, og som er omgærdet af hvisken om skandaler.

Kongens frille fortæller om magtkampen mellem de mest indflydelsesrige og fornemme familier i England, og om hvordan kvinder er brikker i dette spil om magt, titler, penge, begær og kongens gunst. Centralt er det at kvinderne kan tages ud og sættes ind i spillet som det udvikler sig, og som det passer familien – og kongen.

Romanen giver et fantastisk billede af tiden og hoflivet omkring Henrik VIII, fortalt gennem en lidet kendt personlighed. I baggrunden hører vi om krigene mod Frankrig og Spanien, magtkampene med paven og om reformationen. Kongens frille er fortalt i et medrivende sprog der blot får læseren til at ville have mere. De knap 600 sider bliver hurtigt slugt. Hvis du er til historiske romaner er denne her absolut anbefalelsesværdig, og et must at tilbringe nogle sommerdage med.

5 ud af 6 bogorme. Fordi Kongens frille er en virkelig god historisk roman der vil give læseren mange timers underholdning.