Forfatter: Enid Blyton
Titel: De 5 på skatteøen - lydbog
Forlag: Gammafon
Udgivelsesdato: 2006
0 sider
Pris: 79 kroner

Anmeldt af: Grith Lygum

Lydbogsmarkedet er for alvor vokset i Danmark, og Gammafon er førende på markedet for børn og unge. De har for eksempel taget produktionen op af Enid Bytons børneklassikere om "De 5". I De 5 på skatteøen ledsager David Owes behagelige stemmer lytteren, når vi sammen drager ud på eventyr med de fire raske unger. Ren retro!

Historierne om "De 5" er jo ren børneklassiker, og det er derfor en stor glæde for en gammel fan som jeg, at Gammafon har valgt at udgive bøgerne på lydbog. Og så endda så billigt, som tilfældet er. 79,95 for en fin boks med 3 cdŽer, jamen det er da noget af et kup! Jeg var meget spændt, da jeg lagde ud med De 5 og skatteøen, mon mine forventninger kunne stå distancen? Det kunne de fint.

I dette første eventyr, hvor de tre søskende, Julian, Dick og Anne, skal holde ferie hos deres onkel og tante ved Kirrinbugten, møder de for første gang deres kusine Georgina. Deres første møder forløber dog noget bøvlet, da George, som hun kalder sig, er vant til at gå omkring for sig, og ikke just er positivt indstillet overfor sine to fætre og sin kusine. Det vil sige, indtil hun finder ud af, at det faktisk kan være en stor glæde, at åbne sin egen verden og dele den med andre. Inden længe har de fire børn stor glæde ud af samværet. Især fordi George for det første har en hemmelig ven, hunden Tim, som hun ikke må have derhjemme. Tim elsker alle børnene, og de elsker ham. Men George har også sin helt egen ø! Her tager børnene på eventyr, og dette udvikler sig snart i en helt anden retning, end børnene havde regnet med!

Den lille fine boks med de tre cdŽer er fint udformet og i god kvalitet. Klassikerne fra 1942 læses op af skuespilleren David Owe, og selvom jeg var lidt skeptisk til at starte med, ja så må jeg indrømme, at han gør det rigtig godt. Uden at overdramatisere eller underspille oplæsningen. David Owe har en meget behagelig stemme, og en god intuition omkring lydbogs-oplæsning. Han har også været med til at modernisere eventyret om de 5, til det bedre, så også nutidens børn gider lytte med.

Jeg tror, vi vil opleve, at lydbogsmarkedet vil vokse meget i Danmark de næste mange år, som i Sverige, hvor det er helt almindeligt, at man samtidig ved udgivelse af en roman, udgiver den på lydbog, og sælger den på for eksempel tankstationer, så folk kan lytte til den under bilkørsel, på vej på ferie og så videre. Herhjemme er det stadig mest børnebogsmarkedet, man udgiver lydbøger på, så hermed en opfordring til Gammafon, gerne noget skønlitteratur til voksne. Selvom denne udgivelse ikke just er voksen skønlitteratur, så hyggede jeg mig gevaldigt med de 3œ times oplæsning på tre cdŽer. Jeg hørte den på cd-afspilleren om aftenen, når jeg gik i seng, downloadede den til min mobiltelefon og hørte om børnenes færden, når jeg gik tur med mine to hunde, og så videre. Det var ganske hyggeligt. Men jeg er nu også en barnlig sjæl og jeg elsker de fem-bøgerne. Denne boks med eventyret om skatteøen vil være en rigtig fin gaveidé til børn og barnlige sjæle, og den er tilmed så billig at alle kan være med. Den kan jo også bruges i forbindelse med, at et barn har indlærings-vandskeligheder, således at barnet læser med i bogen, samtidig med at David Owe læser op, så lydbogen er i den grad brugbar for skoler og institutioner. Måske lydbøger også kan skærpe interessen hos de børn, der ikke gider læse? Det er også en mulighed. Lydbogen er brugbar for enhver med interesse for en god fortælling!

6 ud af 6 bogorme. Fordi Gammafon har valgt at udgive historien om de fem og skatteøen på lydbog. Fordi de har gjort det i en fin kvalitet og med en god oplæser, der har en god fornemmelse for, hvordan historien skal læses op. Jeg glæder mig til mange flere lydbogs-udgivelser med børnene fra Kirrinbugten og hunden Tim.